Fjordager Grundejerforening og Vejlaug

Velkomst

Jeg skal starte med at beklage, at generalforsamlingen er varslet lidt for sent i.h.t. vedtægterne. Ifølge dem skulle generalforsamlingen være afholdt inden udgangen af marts måned. Det håber jeg I kan leve med. Vi blev ganske enkelt snydt af en tidlig påske.

Her fra starten skal også lyde en velkomst til nye beboere på vejen. Der mangler kun en enkelt eller to, så er der nye ejere alle steder fra dengang i 95 hvor vi flyttede hertil.

Vejen

Det markant største projekt i 2017 var asfaltering og opstribning af vejen. Den praktiske del forløb helt efter bogen! Vi kunne ultimo april tage den nye vej i anvendelse. Den faktiske udgift blev tkr. 454 og dermed kunne væres vejfond dække hele udgiften, med et lille beløb tilbage, som det fremgår af regnskabet. Midt i glæden over resultatet er vi dog i bestyrelsen ærgerlig over at det blev ca tkr. 30 dyrere, fordi vi ikke fik det lavet sammen med Strandager. Men sådan fungerer demokrati – det koster noglen gange.

Vi vælger så at glæde os over den nye vej, hvor jeg dog lige skal gøre opmærksom på, at striberne ikke er til at køre på – det larmer – men som en vejledning til at er man alene på vejen så køres der på midten. Møder man en, så trækker man over striberne med det ene sæt hjul.

Husk også at der fortsat skal være ca. 50 cm fra vejkanten til hæk m.v. Det gælder i øvrigt også sten!

Vi vælger i bestyrelsen allerede nu at starte på opsparingen til næste omgang. Det er alt andet lige noget lettere når vi selv har pengene.

Stormflod

Selv om det ikke kan ses er kommunen og vejlauget kommet meget tættere en løsning. Den er dog lige blevet forsinket yderligere 4 uger p.g.a. en fejl i kommunen. Men mon ikke det lykkes, der er pt ikke indkommet klager på lokalplanen – som dog lige skal igennem en ny behandling i byrådet.

Eventuel sammenlægning med Strandager

Der er ikke noget nyt i sagen. Vi har i bestyrelsen fået et par tilkendegivelser om, at det er der ikke interesse for i Strandager.  Er der ikke det ja så fortsætter vi vores lille forening.

Lønagerstien

Vi har et tilbagevendende problem med at få vedligeholdt arealerne langs Lønagerstien. Vi skulle ha` fundet en løsning i 2017. Men vejen tog vores tid.

Er der gode forslag, så hører vi gerne nærmere.

Osvejen Vest

Intet nyt at berette. Der afholdes generalforsamling den 30.04. på Søfryd. Jeg vil på genforsamlingen foreslå at man overvejer hvornår vejen skal asfalteres. Er efterhånden i dårlig forfatning.

Afslutning

Igen i år vil jeg takke jer grundejere for at I gør arbejdet let for os. Det hører sig også til ved sådan en lejlighed at takke bestyrelsen for godt samarbejde.

Ved denne generalforsamling skal vi desværre tage afsked med vores sekretær gennem mange år – Lone Hansen! Lone har gennem årene holdt os alle grundigt i ørerne – ikke mindst formanden. Tak for den indsats Lone. Vi glæder os til at høre hvor du og Per flytter hen.