Fjordager Grundejerforening og Vejlaug

Standardside

Formandens Beretning

Ordinær generalforsamling i Fjordager Grundejerforening, den 25.04.2019

Velkomst

Igen i år skal jeg starte med at beklage, at generalforsamlingen er varslet til for sen afholdelse i.h.t. vedtægterne. Ifølge dem skulle generalforsamlingen være afholdt inden udgangen af marts måned. Det er jeg selv den primære årsag til p.g.a. stor rejseaktivitet. Det beklager jeg og håber at vi alligevel kan få afviklet en god og konstruktiv generalforsamling som vi plejer.

Jeg har også tradition for her i min beretning at byde nye beboere på vejen velkommen.

Bestyrelsen

Efter vel gennemført asfaltering af vores vej i sidste periode, er arbejdsmængden i bestyrelsen aftaget stærkt. Det har betydet, at vi kun har afholdt et enkelt bestyrelsesmøde! Resten er klaret på mail og telefon.

 

Vejen

Vejens beskaffenhed er foreningens største fokusområde. Som nævnt er tingene nu noget lettere efter at vi fik ordnet vejen i 2017. Efterhånden har det fleste lært – også dem på Strandager – hvorledes man kører på en 2 – 1 vej! Altså så vidt muligt kører man på midten – og trækker kun ud over striberne når der er modkørende. Ingen – som i ingen – kører på striberne i længere tid.

Vi skal også passe på vores vej. Vær specielt opmærksom når I eventuelt bestiller varer som leveres af en lastbil. De kan let afsætte mærker/spor på vejen – specielt når det er varmt. Bed evt om at man kommer i en så lille bil som muligt.

Vær ligeledes opmærksom på, at vi fortsat skal have vore rabatter fri med ca 50 cm, så de bløde trafikanter har et sted at flygte hen.

Hastigheden her kommet ned! Men det kan stadig blive bedre. Kan vi ikke aftale at vi hjælper hinanden med at huske på det! Det er IKKE nogen ræcerbane!

Endelig vil jeg lige gøre opmærksom på, at det er den enkelte grundejer der har det reelle ansvar for vejen ud for ens grund og til midten af vejen. Får man gravet noget op, så er det grundejeren, som har ansvaret for en pæn og ordentlig reetablering. Hvem der har gravet og hvorfor er vi lige glade med. Det er grundejerens ansvar!

Lønagerstien

Vi forsøger at holde stykket op til Bakkeager pænt. Der er blevet ryddet og nu tror vi på at vi kan holde bevoksningen nede. Der er faktisk indkaldt til arbejdsdag den 27.04. (nu på lørdag) kl. 09.00. Hvis I gerne vil slippe for at blive sat til at støvsuge derhjemme skulle I ta` og bruge arbejdsdagen som undskyldning.

Vi prøver også at finde en løsning på bommen, så den fortsat kan være et værn mod dem som suser ned af stien.

Stormflodssikring

Som grundejerforening er vi ikke voldsomt omfattet af problemet. Som I sikkert ved, så er igangsættelsen at sikringen trukket tilbage og dem som er omfattet, incl. kommunen sidder nu i en ret fastlåst situation. Det er rigtig øv – nu var der ellers udsigt til at vi kunne gå efteråret i møde med nogenlunde sindsro. I stedet kan vi risikere at det hele kommer til at ligge som det gør pt i en rum tid. I værste fald kan der kommet påbud om reetablering. Vi håber – for de involverede – at regeringen/EU finder en fornuftig løsning, så vi kan komme videre. Jeg skal ikke her pege på om noget kunne ha` været gjort anderledes. Det lader jeg politikerne om!

Regnvandshåndtering

Sideløbende med stormflodssikringen, så arbejder kommunen/Fors også med regnvandshåndtering. I den forbindelse har vi givet tilladelse til, at Fors må lave et par boringer nede for enden af vejen på betingelse af at vejen bliver reetableret pænt og ordentlig.

Osvejen Vest

Der er generalforsamling i Osvejen Vest nu på mandag. Der er ikke specielle sager på. Alligevel skal nævnes, at vi er sluppet billiger i snerydning. Det kommer vi også til at mærke på den positive måde.

Der er ligeledes planer om at få vejen asfalteret, når stormflodsprojektet er afsluttet og vi slipper for de store lastbiler. Nu rykker det nok lidt – da det jo trækker ud med færdiggørelsen. Men vi vil foreslå, at de som os laver en 2 – 1 vej. For det er et under at ingen er kommet til skade på de mørke aftner, hvor folk går ud i mørkt tøj uden reflekser o.l. Det gælder også på vores vej!

Jeg har i øvrigt opfordret kommunen til at vi også på Nordmarksvej får lavet en 2 – 1 vej, som så kan hjælpe lidt indtil vi kan få lavet noget lignende som på Osvej.

Regnskab

Jeg skal ikke komme ind på regnskabet i detaljer. Blot glæde mig over, at vi kan indstille til generalforsamlingen at kontingentet kan sættet lidt ned.

Vejfest

Der blev sidste år afholdt en vejfest, hvor der var rigtig god tilslutning – både af voksne og børn. Det er ikke en opgave som grundejerforeningen skal tage sig af – men vi formidler gerne at initiativet videreføres også i 2019. Det vender vi tilbage til under eventuelt. Men tak til dem som tog initiativet og tak for husly.